Udvalgt

Når man ønsker ikke at gå glip af noget

Resumé: Danske vælgere er tilsyneladende langt om længe blevet bekymrede for klimatruslen. Men idet man tilsyneladende ikke ønsker at gå glip af nogen mulighed her i livet, så løber man an på, eller kræver, at enten politikerne eller teknologien skal løse problemet. I førstnævnte tilfælde giver man ikke de folkevalgte det nødvendige mandat til at handle. I sidstnævnte tilfælde giver man sig til at ‘sci-fi-masturbere’. Ingen af delene vil bringe os ud af suppedasen. I mine øjne ligger løsningen først og fremmest i, at det moderne menneske finder modet til med åbne øjne aktivt at vælge nogle muligheder i livet fra.

Klimaet er i vælten. De unge demonstrerer verden over (Fridays For Future, se https://www.fridaysforfuture.org/), og danske voksne erklærer i en nyere meningsmåling (se artiklen ‘Klima og miljø tager tigerspring til toppen af vælgernes dagsorden’ i netmediet Altinget, den 17. december 2018), at miljø og klima nu er blandt de mest afgørende politikområder for deres stemmeafgivning ved det kommende folketingsvalg. Det ser umiddelbart lovende ud, men er der nu også som følge heraf grund til at nære et substantielt håb? Nej, det tror jeg egentlig ikke, og jeg vil gerne i denne kronik forklare hvorfor, jeg synes det.

Jeg har al mulig respekt for, at unge demonstrerer verden over; jeg har naturligvis intet negativt at indvende om det i sig selv. Men jeg har en mistanke om, at mange af disse unge ikke handler i overensstemmelse med det, de faktisk demonstrerer for. Skulle de det, så skulle de i mine øjne sige til deres forældre “Nej, vi kan ikke tage med jer på ferie på den måde”, når deres forældre gerne vil have dem med på flyveferie. For det at flyve er den mest klima-arrogante transportadfærd overhovedet, og det ville derfor være et oplagt sted at starte. Men gør de demonstrerende unge så det? Det tror jeg desværre ikke. Nogle sikkert, men givetvis ikke flertallet. Jeg kan naturligvis tage fejl, og det ville jeg absolut elske at gøre. Måske det er urimeligt af mig at ønske, at unge på den måde skal gøre oprør mod deres forældre. Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder ønsker jeg dog at påpege, at sådanne udmeldinger fra de demonstrerende unge til deres forældre er nødvendige, hvis der skal være overensstemmelse mellem deres intentioner og deres handlinger.

Men jeg ønsker ikke at hakke unødigt på disse demonstrerende unge, der trods alt synes at have hjertet på rette sted. Det er de voksne, jeg først og fremmest har en høne at plukke med. I lyset af den forbrugsadfærd, jeg ser voksne lægge for dagen, kan jeg desværre kun tolke ovennævnte meningsmåling på følgende lidet flatterende måde: De såkaldt voksne vælgere er skam bekymrede for klimatruslen, men idet man tilsyneladende ikke for alvor ønsker at ændre forbrugsadfærd, i hvert fald for de flestes vedkommende, så løber man an på eller kræver, at nogle andre (for eksempel politikerne) eller noget andet (typisk teknologi) skal løse problemet for dem og dermed fjerne deres bekymring. Og i førstnævnte tilfælde givetvis uden, at de selvsamme vælgere har givet, eller ønsker at give, de folkevalgte et reelt mandat til at lovgive på en måde, der i så fald ville være nødvendig. Jeg er ked af at skulle sige det, men jeg finder det bedrøvende talentløst. Ikke engang det, at vælgerne nu langt om længe er blevet reelt bekymrede for klimatruslen, finder jeg specielt opløftende, for det kræver intet talent at være bekymret for en trussel – det ligger ligesom i definitionen af ordet.

Hvad foregår der mon? Jeg forestiller mig, at det er angsten for at gå glip af noget, der spøger. Ethvert fornuftigt menneske vil givetvis gerne gøre noget godt for klimaet, men for manges vedkommende tilsyneladende kun så længe det ikke forringer livet, hvilket i praksis vil sige ikke forringer mulighederne i livet. Og netop her springer kæden af. Man vil måske gerne cykle til bageren, frem for at tage bilen (omend selv det for en del synes at være i overkanten); man vil måske gerne indføre en vegetardag i ugen; man vil gerne sortere affald; man kører gerne diverse affald til genbrugsstationen, osv. Men man vil ikke i samme ånd afstå fra for eksempel at tage på flyveferie. Denne afgrund mellem, hvad der reelt er behov for og det, man tilsyneladende er villig til at give, eller afstå fra at tage, er slående. De positive effekter af de små klimatiltag, man sysler omkring med i sin dagligdag, naturligvis mere end udslettes af rejseaktiviteterne (og det generelt store forbrug i det hele taget). Syslerierne fremstår i den sammenhæng snarere som forsøg på at dulme en dårlig samvittighed.

Den moderne verden er fuld af muligheder, i hvert fald hvis man ikke er økonomisk fattig. Hvis milliarder af mennesker på denne planet bliver ved med at insistere på, at de i princippet skal kunne gøre brug af alle disse muligheder, når de måtte føle lyst hertil eller behov herfor, ja, så er denne civilisations selvdestruktion – via klimatisk destabilisering og ressourceudtømning – i mine øjne et noget nært matematisk faktum. Med åbne øjne at afstå fra nogle muligheder her i livet, og hermed at vælge at gå glip af noget, er i mine øjne nu en slet og ret moralsk fordring, og det naturligvis ikke bare til de få.

“Tøv lige en kende!”, kan jeg allerede høre nogen indvende, “Hvad med teknologien? Kan den ikke redde os?” Det er standard-forsvaret for at kunne fortsætte med at gøre, som man plejer. Teknologi messes som et mantra. Jeg tror det ikke, for problemet med ny teknologi er som regel, at selvom den løser nogle problemer, så skaber den samtidig nogle nye, fordi den næsten øjeblikkelig kommer til at tjene i 1.) menneskets forsøg på at imponere andre, herunder en mage, 2.) menneskets forsøg på at eliminere eller mindske enhver gene og ethvert ubehag ved livet, hvad enten det er fysisk eller psykisk, og/eller 3.) menneskets forsøg på at vinde over andre (individer imellem, virksomheder imellem, nationer imellem, etc). Resultatet heraf er som regel det samme: Det råderum, som en given ny teknologi måtte åbne op, vil hurtigt blive udtømt som følge af aggression og magelighed. Men jeg bør retfærdigvis tilføje følgende: Der findes naturligvis teknologier, der trods alt ikke umiddelbart falder ind under nogle af de tre ovennævnte punkter, for eksempel sol- og vindenergi. Disse teknologier skal vi derfor selvsagt udbygge.

Min hovedpointe er følgende: Løsningen af klimatruslen går ikke først og fremmest, og slet ikke udelukkende, via teknologisk innovation. Jeg er overbevist om, at det vil vise sig at være en vildfarelse som civilisation at fortsætte med at abonnere på den forestilling. Passagerfly og fragtfly kommer i hvert fald aldrig til at flyve på batterier; det skal tyngdekraften nok få sat en stopper for. At fantasere for eksempel om det, er i mine øjne intet mindre end at deltage i det, jeg kalder for ‘sci-fi-masturbation’: at nære den behagelige omend illusoriske forestilling om, at en form for ‘Star Trek’-agtig science-fiction teknologi kan redde os ud af suppedasen. Denne adfærd er som oftest kendetegnet ved en ret så lemfældig omgang med naturlove og materielle flaskehalse og de absolutte grænser, de sætter. Det er min oplevelse, at det er en aktivitet, rigtig mange finder glæde i, fordi den, formoder jeg, bringer en smule ro i den del af hjernekassen, hvor den dårlige samvittighed over ens forbrug, ikke mindst som forælder, trods alt rumsterer omkring. Nej, løsningen går i mine øjne først og fremmest via en mental modning af det moderne menneske, ikke mindst via det at finde modet til med åbne øjne at gå glip af noget ved aktivt at vælge nogle muligheder i livet fra. Mon det vil kræve, at man som individ og vi som kultur får et mere afslappet forhold til livets endelighed i tid?

PS: Til de af mine venner og bekendte, der måtte være blevet stødt af ovenstående, vil jeg gerne sige følgende: Tilgiv mig venligst, men det er altså her, jeg står.

Note: Hverken Kristeligt Dagblad, Information, Politiken, eller Jyllands-Posten har ønsket at bringe ovennævnte som et debatindlæg (en kronik). Idet jeg ikke ønsker at skulle ‘lægge det i skuffen’, fordi jeg i al beskedenhed mener, at jeg har fat i nogle pointer, så har jeg derfor dags dato (10. april 2019) valgt at oprette denne blog og her bringe indlægget.